Jeg ville gerne have brugt overskriften “Glade jul, dejlige jul”, men den er allerede brugt. Jeg nøjes derfor med at kigge på julens almindelighed og smile til verdens gang.

Rudolf er hentet ned fra butikkens hylde og foræret til bedste som adventsgave. Så har hun også lidt at glæde sig over, mens andre løber rundt og køber gaver, drikker gløgg og undskylder sig med juletravlhed. – Bedste har i øvrigt også fået gløgg med mandler og rosiner og æbleskiver, som plejehjemmets personale selv har lavet. 

Hun har sat Rudolf i hjørnet af sofaen, hvor den smiler til hende dag ud og dag ind uden tanke på, at den snart skal spændes for julemandens kane og i løbet af 24 timer levere en verdensom-spændende umenneskelig indsats til glæde for børn og barnlige sjæle – også for dem, der seriøst drøfter, om man skal afsløre, at julemanden ikke findes.

Men nu skal Rudolf altså i gang med årets vigtigste opgave. Det blir en kold omgang. Man skal i hvertfald indstille sig på det værste. Selvom halvdelen af kloden har sommerlige tilstande, så er der jo nattekulden og den er bidende. 

Forhåbentligt lægger julemanden ikke mærke til Rudolfs mundering. Han er pernitten og vil ikke have vrøvl med bjælderne. Sidste år viklede de sig ind i tørklædet. – Vanterne, ben-varmerne og halstørklædet er ovenikøbet i matchende farver. Det tager lidt af opmærksomheden, når noget er moderigtigt – og så kan man jo altid slå mønt af det.

Det mørknede udenfor. Så kom råbet endeligt: Rudolf kom og lys for mig! og Rudolf blev som forvandlet. Opgaven gav ham uanede kræfter. Han opgav smilet og løsnede halstørklædet, blev hurtigt spændt for og så af sted og … op forbi månen, så julemanden kunne få overblik.

Turen ned var nærmest som en leg, alle rensdyrene oplevede kildren i maven og julemanden kom i godt humør. Han vidste, at Coca Cola havde lagt depoter ud, så der altid var forfriskninger på vejen. – Og i ét nu og næsten 24 timer senere var der ikke flere, der skulle besøges.

På hjemturen tænkte han over nogle gennemgående træk på dette års rundtur. Overordnet sagde folk f.eks. ét og gjorde noget andet og kom derfor også til at forfægte standpunkter, de ikke havde – men det gør de jo altid.

Men så var der det, at folk gjorde den ikke-eksisterende julemands arbejde svært ved at efterligne hans adfærd og komme ham i forkøbet med ho-ho-udtalelser og gavegiveri til artige børn, der som alle ved aldrig har eksisteret – også selvom mødre insisterer på, at børnene er de sødeste væsener, der uden omsvøb er berettiget til at modtage julemandens gaver. 

Det største problem opstod dog først, når fædre i trods og billig julemandsdragt fik barnlige indfald, som mødre nok skulle vide at sætte på plads – om ikke med det samme, så når skilsmissen senere på aftenen lurede og man havde lyst til at sige “metoo”. – Det ødelægger altid julestemningen og hvis julemanden ikke havde fokuseret på indfaldet med fædre, der prøvede på at efterligne julemandens påståede entré gennem skorstenene, ville han have dirigeret Rudolf i en forkert retning.

Nu er huse med skorsten dog ved at blive sjælne, men selvom fjernvarme og andre alternativer til opvarmning ødelægger julemandens morskab over fædre, har han stadigvæk sit på det tørre, da hans tilstedeværrelse ikke er afhængig af menneskets fantasi. Han er der bare på et eller andet tidspunkt og vupti er han væk med Rudolfs næse, der lyser ham gennem natten.

På sin rejse rundt i verden er der altid et mylder ved de såkaldte krybbespil – nogle er opstillinger, andre er levendegjort af store og små i kirker eller på alfarvej, så ingen skal være i tvivl om, at julens egentlige budskab er for alle. – Det er jo langt fra altid, at en prædikant kan klargøre det evangeliske budskab, og så er det jo også langt fra alle, der gider høre det. Folk vil hellere tage billeder på deres mobil, så de kan dele deres egne oplevelser på det, de kalder “de sociale medier”. 

Belyste plastikopstillinger med Josef og Maria, hyrder og vismænd, engle og naturligvis Jesus-barnet nydeligt arrangeret med hø og hyggemusik er de største tilløbsstykker. Her kan man få fine fotografier af børnene sammen med f.eks. ærkeenglen Gabriel, der hænger over stalden med hest og ko, æsel og får, mus og måske en gås, en kalkun eller en enkelt ged – det kommer naturligvis an på, hvad der er på lager. – Opstillingerne tiltrækker også velgørende institutioners indsamlinger til gode formål, så også dem, som alle overser, kan fyldes med julemad og glæde. – Forunderligt som man støder på stribevis af anfald af godhed ved juletid – og det gør jo heller ikke noget … det er jo det, julen drejer sig om?

På plejehjemmet lød der midt på natten en ulykkelig hulken. Det var bedste, der havde været på toilettet. Det var gået meget godt. Hun havde ikke villet ulejlige nattevagten, havde stavret af sted og havde nået at sætte sig uden at bleen var blevet våd. Hun var indrømmet blevet lidt stolt, hvorfor det heller ikke var nogen sag at komme tilbage: Op med trusserne og ind og sove videre … men da hun satte sig på sengekanten og skulle til at svinge benene op, opdagede hun at Rudolf var væk. 

Øjeblikket var så ulykkeligt, at hun ikke kunne holde tårerne tilbage. Hun havde vænnet sig til Rudolf og de havde ført en del samtaler om bedstefar og om dengang børnene var små. Og så var Rudolf i øvrigt den eneste, der havde tid til at lytte, når hun måtte fortælle om f.eks. de bøger, hun læste, og om tilværelsens store tanker og livets engagerende ord. 

Nattevagten kom farende og sagde: Jamen, sødeste lille du! – Så tog hun hende op og førte hende ud på toilettet og roste hende, fordi bleen var tør, inden hun atter fik hende ind i sengen. Hun lagde hende ned og puttede dynen godt ned om hende og skyndte sig tilbage til fjernsynet, der knitrede i det fjerne.  Heldigvis var hun blevet lagt på siden, så hun nu kunne se, at Rudolf var kommet tilbage og sad og smilede i sit hjørne. Hun foldede hænderne og takkede Gud for julens trøst.

Da bedstes datter to dage senere kom for at pille julepynten ned og blæse serpentiners rundt i stuen ligesom dengang de holdt nytårsfest, fastholdt bedste betydningen af, at “julen varer lige til påske” for ikke at miste Rudolfs selskab.

Om ikke andet så er ældre mennesker ikke til at blive kloge på. – De lever med tvivlen og vil derfor ikke miste troen.