Kirkerne er bygget til gudstjenester. Hvis de skulle bruges til noget andet, ville man bygge dem anderledes. Når man derfor benytter sig af kirkerummet til andre formål end gudstjenester, må man tænke gudstjenesternes omdrejningspunkt med ind i sit projekt.

Den kristne gudstjenestes omdrejningspunkt symboliseres bedst med korset – jfr. Helleruplund kirke, hvor endevæggen er udsmykket med et enkelt, meget smukt egetræskors. Korset er tomt og henviser os til at forstå, at Jesus blev korsfæstet for vore synders skyld, men at han som Kristus er opstået fra de døde. Det er dette, der er det afgørende, for som Paulus skriver i 1. Kor. 15,17: er Kristus ikke opstået, er jeres (= vores) tro forgæves.

DET KRISTNE UDTRYK

Når man udsmykker kirkerne skal der således henvises til den virkelighed, at vores tro ikke skal være forgæves. Det er på denne baggrund, at jeg har sagt ja til at belyse et kristent udtryk indenfor malerkunsten, som kan bruges til at udsmykke kirkerum – et udtryk, som er kommet til at betyde noget særligt for mig. Men for at man kan forstå dette, må jeg først beskæftige mig en lille smule med det religiøse.

Som formand for Helleruplund Kunstforening, som jeg stiftede i 1989 bl.a. med det formål at sørge for skiftende udstillinger i Helleruplund Sognegård, er jeg kommet i kontakt med en hel masse mennesker, der glæder sig over kunst, samt med utroligt mange kunstnere fra både ind- og udlandet. Det, at man ved, at jeg er sognepræst eller det, at man ved, at kunstforeningen har hjemsted ved Helleruplund kirke, bevirker, at der er mange – også kunstnere – der over for mig gerne vil kommenterer deres forhold til det religiøse maleri.

En del af dem, der ønsker at udstille i Helleruplund, kommentere det f.eks. ved at sige: Jeg maler også religiøst! Hertil svarer jeg gerne: Det vil jeg da håbe på! – Ofte ser kunstnerne lidt forvirrede ud ved dette svar, men så fortsætter jeg gerne med en forklaring om, at religiøsitet betyder, at man forsøger at finde ud af og ind til den afgørende kvalitet i tilværelsen, som kan give fylde ens tilværelse. Man kan sige, at man jager en mening i tilværelsen ud fra sin holdning, fornemmelse, opfattelse af eller drøm om, at meningen med tilværelsen findes og at det kan lykkes for én at finde den. Billedkunstnere er ikke anderledes end andre. De er også religiøse – og det er det, de forsøger at give udtryk for i deres billeder. Et kunstværk, der ikke rummer en søgen, der er religiøs, er faktisk ligegyldig.

Kunstneren søger det udtryk, der kan give ham/hende svar. Farve, form, materiale og motiv er kunstnerens redskaber. Kunstneren ved endvidere, at folk skal reagere på deres kunstneriske udtryk, for at de kan komme videre både som menneske og som kunstner. Vi prøver alle på at finde en bekræftelse på det ståsted, man har, for at kunne finde et ståsted, man kan have. Vi er alle religiøse – og vi må dele det, vi er nået frem til at kunne præstere, med hinanden.

En af mine kolleger ringede engang til mig og fortalte, at hun kendte en kunstner, der var begyndt at male religiøse billeder … om jeg ikke kunne udstille hans kunst. Jeg måtte svare hende, at han selv måtte henvende sig, så jeg kunne se hans kunst, inden vi kunne aftale en udstilling.

3 x MOGENS HOFF

Dagen efter ringede den i dag anerkendte, nu afdøde forfatter, maler og grafiker Mogens Hoff til mig og inviterede mig ind til sit atelier. Her fik jeg en samtale om hans kunst og hans nye projekt: at han ville male det hellige øjeblik, det øjeblik, hvor den enkelte kunne indse, at Gud trådte ind i hans/vores verden.

Han havde fundet ud af, at dette øjeblik måtte findes skildret i Nye Testamente, i de kristnes kildebog for deres tro, idet Gud her åbenbarer sig som menneske, hvilket må være forudsætningen for, at mennesker kan begribe åbenbaringen.

Mogens Hoff havde da i al foreløbighed fundet 3 steder, hvor det hellige var skildret – og han blev ved med at male disse motiver, for at fastholde det øjeblik, der havde afgørende karakter:

Det første sted havde han fundet i Matt. 14,22-33, der handler om Jesu, der går på vandet. Her spørger Peter Jesus: Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet. Jesus svarede ham: Kom! Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: Herre, frels mig! – Netop Peters reaktionen fortæller, at vi her står overfor et helligt øjeblik. Jesus udtaler sig og Peter tror ham som den, der kan frelse.

Hans andet motiv var kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud og iflg. Moseloven skulle stenes (Joh 8,1-10). Farisæerne og de skriftkloge bragte kvinden til Jesus og spurgte ham, hvad han mente om dette lovbud. Men Jesus bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren. Men da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende. … og så bøjede han sig igen ned og skrev på jorden. Herefter sker det forbløffende, at alle går. Kun kvinden stod tilbage foran ham. Jesus retter sig nu op og siger til hende: Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig? Hun svarede: Nej, Herre, ingen. Herefter siger Jesus: Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.

Det tredje sted finder Mogens Hoff i Luk 24,13-35, ”Vandringen til Emmaus”. Hér hæfter han sig ved, at de 2 disciple overtaler den fremmede, der havde slået følge med dem, til ikke at gå videre: Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld. Og så står det: Mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem.

Disse 3 billeder blev motiver, som Mogens Hoff malede igen og igen – det hellige øjeblik, hvor troen kommer ind i billedet, så man kan gå på vandet, så man kan betragte sig som tilgivet og påtage sig livets ansvar og så man kan være bekræftet i, at man ved Jesus har fået det brød, man kan leve af og ved, selvom Jesus blev usynlig for disciplene. Det hellige øjeblik er der, hvor man tager livet på sig i tro trods tvivl.

Mogens Hoff, der siden har udsmykket flere kirker, udgav et lille hæfte om kunst i kirken. I dette understregede han, at billederne i kirken burde følge rummets opdeling i kor og skib. I Koret skal billederne fortælle om forholdet til Gud ved at skildre, hvordan man kan se, at Gud forholder sig til mennesket. Skibets billeder skulle handle om, hvordan man skulle forholde sig til hinanden. I koret skulle billederne rumme Gudsåbenbaringen, i skibet påmindelsen om troens konsekvens, næstekærlighedens udtryk mellem mennesker. – Kirkens billeder skulle rumme både den lodrette og den vandrette optagethed, så man ikke glemmer, at dér, hvor disse linjer krydser hinanden, er der et kors.

Mogens Hoff, der var en billedfortællende kunstner, glædede sig over Helleruplund kirke, dets markante kors og de korsforklarende glasmosaikruder ved siden af korset, selvom deres kunstneriske kvaliteter kunne diskuteres. – Og som det fremgår af denne lille artikel har Mogens Hoffs forestilling om kirkekunst også været til stor inspiration for mig.