Noget af det mest fantastiske, man som bedstefar kan opleve, er, når familiens mindstemand skal hentes, og han smider løbecyklen, trodser en bevægelseshæmmende flyverdragt, speeder et langt tilløb og springer op i favnen på én uden at ænse, om han vil blive grebet eller ej!

Den roterende omfavnelse, der følger, varer en uendelighed og ender med et smask-kys. Barnebarnet sættes ned, snottet tørres af og vi bliver enige om, at nu er det på tide at krydse af, at sige farvel til både legekammerater og søde pædagoger og at komme hjem – og mens vi – formodentlig begge meget lykkelige – går hånd i hånd hen til limousinen – Nej, det er en Skoda, Farfar! – og til sikkerhedsselernes besværlige nødvendighed, forsvinder øjeblikkets magi.

I skrivende stund står julen for døren, men når Villabyernes læsere ser denne artikel, er julen passé og nytåret nok et skud i tågen, der enten er blevet eller skal hjælpes på vej af champagne og gode royale ønsker. Og så står man der igen med erindringen – erindringen om mange gode øjeblikke og forhåbentligt også med erindringen om et magisk øjeblik, hvor omfavnelsen var en fuldtonende kærlighedsytring, et nedslag i tiden, hvor ophør og begyndelse hvirvles ind i hinanden – ligesom med bedstefaderen og barnebarnet, mens alle de andre jo havde så travlt!

SÅ NÆR, SÅ KÆRT, SÅ ÆGTE

Travlhed? Jamen, hvis travlhed er den store undskyldning, så vil jeg hellere lade mine erindringer gå tilbage til tiden før Trille-visens omkvæd: Når far kommer hjem, er mor lige gået, og når mor kommer hjem, er far lige gået – til dengang, man sagde, at det med mor var verdens bedste job, og at faderen var indfaldsvinklen til store øjeblikke!

Dengang familien kun havde én indtægt, og man ikke gav Told & Skat mulighed for at understrege, at det var sort arbejde at hjælpe hinanden.

Det var før Tor Nørretranders’ bog ‘Mærk verden’ – vendingen bruges i dag i reklamer, uden at man tænker over, at den kan skyldes, at Tor har tænkt tanker. Det var før den grønne bølge, hvor alt var grønt uden nærmere eftertanke. Det var dengang, folk levede godt, men ikke så længe som i dag. Naturligvis ønskede man også dengang at leve længere, men der var alligevel ikke alle de mange krumspring, der udsprang af, at man kunne og derfor også syntes, at man havde ret til at forlænge livet. Folk døde, og så sørgede man, og det forekommer mig, at man havde tid til sorgen, og at den derved blev ægte. Det var dengang, man havde tid til en kærlighed, man ikke kunne slippe af med. I dag skal der bare være tid til det hele, og sorgen klarer man med noget, der ligner – et lys, der bliver tændt, og det var så det! Og vi må videre, siger man. Og hvis der er mange lys, så er det jo også en stor oplevelse. Og så kan man jo også glæde sig over, at når der er store oplevelser, så dukker der også altid politikere og journalister op – og så sidder vi der bare dér, foran skærmen og håber på, at den ulasteligt klædte lille mand, der benytter sig af stor retorik, fælder en tåre. Det er jo noget særligt at være på. Det er så nært, så kært og så ægte?

DET MAGISKE ØJEBLIK

Jeg havde besluttet kun at skrive en plus-artikel uden for mange ikke-ord. Alle ved jo, hvordan tingene hænger sammen. Sort og hvidt komplementerer hinanden, og modsætninger afklarer det, det drejer sig om. På samme måde er vi alle vidende om, at med livet følger døden, og derfor kan vi også sige, at livet får vægt i afklaringen af forholdet til ophøret, og absolut vægt i forhold til døden. Hvis man kun vil skrive i plus, bliver man på denne baggrund forkynder af enten øjeblikkets betydning eller af det vilkår, at døden er overvundet, og at vi er sat i frihed til at leve, selv om vi er bundet til nuet.

På tærsklen til det nye år, hvor vi, der bebor et lille land, der med Grundtvig byder det nye år velkomment som et Herrens år, er det vel kun passende med lidt skriveri om øjeblikket, om Gud og om afklaring.

Mit udgangspunkt er det magiske øjeblik, der opstår og forsvinder, men som får form og derfor kan fastholdes i erindringen. Den bevægende og betagende oplevelse er afgørende for forståelsen af en selv. Men samtidigt må det understreges, at uden bekræftelse på hvad dette øjeblikkelige, nogle vil sige hellige, går ud på, svajer vi i vinden. I Johannesevangeliet kap. 3 giver Jesus en forklaring til Nikodemus: Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.

Mennesket er ånd, er Søren Kierkegaards korteste bud på det at være menneske. Grundtvig brugte samtidigt vendingen: Menneske først, så kristen. For at øjeblikket kan blive afklarende, skal Gud altså ind i billedet. Gud er forudsætning for vore muligheder i en verden, hvor døden stadigvæk er uomgængelig. Derfor er det et fantastisk budskab, at han, der fødtes julenat, også er ham, der stod op fra de døde påskemorgen. Til afklaring kan jeg henvise til Johannesevangeliet kap. 5 v. 24, hvor Jesus siger: Den, der hører mit ord, og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.

KIRKEN PASSER PÅ ORDET

Det er en glæde at være dansker, idet vi har en evangelisk-luthersk folkekirke, hvor vi kan komme og søndag efter søndag høre os afklaret i vore liv ved det ord, som kirken er sat til at forkynde. Mit problem er, at øjeblikket, det magiske øjeblik, ikke afklares, inden de fleste af os har fart på med at søge det næste øjeblik. Men bemærk: Dette gør ikke kirken ringere og det med Gud mindre nødvendigt.

Og det er jo kun skønt at kunne byde nytåret og fremtiden velkommen i sang og være fælles om sætningen: Sandheds Gud! lad dit hellige ord oplive … os! Velkommen, nytår, og velkommen her! Godt, vi har en kirke, der passer på ordet – og som fornyer sig, så dagens menneske også kan høre livet og sig selv afklaret på sit eget moderne sprog.

Vi ses i kirken! Godt nytår!

Denne artikel blev oprindelig udgivet i Villabyerne d. 24. december 2015 under overskriften: “Bundet til øjeblikket, men frigjort til meget mere”.