Men det er ikke rart at blive regnvåd, når man ikke er klædt på til det, og jeg gør som andre: trækker inden døre. Og så prøver jeg på at samle mine tanker, præstetanker, og få dem nedfældet på papir.

De fleste ville nok bruge skærmen, men jeg bruger altså stadigvæk blyant og kuglepen. Så føler jeg mig mere med i det, jeg skriver, og frem for andet ved jeg, hvad jeg har skrevet. Min skærm bruges til renskrivning og til at redigere og raffinere det skrevne, inden det printes eller mailes.

Nettet giver mulighed for mange ting, men oplysninger og dermed citater, der hentes her, kan let tage over og blive til lånte fjer. Men hvis de lånte fjer kun bliver væsentlige i øjeblikket uden at være gennemtænkt del af den helhed, der er ens egen, bliver den mening, man formulerer, tom, en form uden indhold. Ved at bruge kuglepen, blyant eller lign. mister jeg ikke min skygge, min helhed, min hukommelse, min mening, følelse og tro.

H.C. Andersen-land

Det med ‘skyggen’ får mig til at tænke på H. C. Andersens eventyr af samme navn – ikke overraskende for folk i Helleruplund, da jeg de seneste par år har gennemgået Jesu lignelser og HCA’s eventyr i både Studiekredsen og mange andre af mine sammenhænge ? og i øjeblikket er det eventyret ‘Skyggen’, jeg er betaget af.

I ‘Skyggen’ er en meget lærd mand taget til de hede lande – på ferie i Italien eller lignende. Han sidder på sin altan og kaster sin skygge over på genbohusets altan. Her går skyggen ind af altandøren samtidig med, at den lærde vender rundt og går ind til sig selv. Og herinde funderer den lærde over skyggens adfærd og oplevelser og den beretning, skyggen vil give, når den atter finder sammen med sin ejermand.

Skyggen bliver i eventyret imidlertid noget for sig selv, og ved gensynet med den lærde mange år senere ? den lærde har måttet ‘gro sig’ en ny skygge, da den gamle blev væk – kunne den fortælle om mægtige begivenheder og betydningsfulde oplevelser, den havde overværet, uden i og for sig at kunne mene noget om dem, men til gengæld kunne den fortælle om egen betydningsfuldhed ved den anerkendelse, den havde fået ved at have overværet begivenhederne.

H. C. Andersens lader skyggen tage over og den lærde dø. Skygge kan nemlig sige: ?Jeg var der og jeg så alting, hvad der var værd at se ? og derved blev jeg menneske!?

Skyggen gør den lærde til skygge, for at kunne fremstå som menneske. Men det finder den lærde sig kun i, så længe han ikke opdager det. Derfor må skyggen sammen med alle, han er blevet betydningsfuld for, tage livet af den lærde, for ikke at blive afsløret som andet end menneske.

Godt med åben folkekirke

Eventyret er en bidende satire over de ‘sekundære’ og de ‘entreprenante’, men hvor H. C. Andersen i de fleste eventyr lader lyssynet vinde overhånd, lader han i ‘Skyggen’ den kyniske og hensynsløse plagiator vinde over en af de sjældne få lærde.

Nettet gør det let at komme til viden, men når man gengiver en viden, der kun vedhæftes for øjeblikkets og egen anerkendelses skyld, bliver den viden, der henvises til, borte sammen med øjeblikket, og tilbage står næsten kun reaktionen: Vedkommende var ‘på’ og derfor noget særligt og en, hvis mening har vægt, selvom vedkommende er meningsløs.

Jeg tror, jeg bruger blyant, for at min form ikke skal blive uden indhold.

Det er jo et spørgsmål om indhold. Tag f.eks. spørgsmålet: Hvad tror du egentligt? og leg med betoningen (formen)! Hermed kan spørgsmålet komme til at betyde: A) Man er interesseret i at høre om de grundlæggende elementer i din tro! B) (med betoningen på ?egentlig?) Man anerkender, at du arbejder med din tvivl, men understreger samtidigt, at den er forgæves og ligegyldig, hvis troen ikke er tvivlens forudsætning! og C) (betoningen lægges, som om der var spørgsmålstegn efter Hvad, altså: Hvad? Tror du egentlig?) Her stiller man spørgsmål til troen uden at tænke på, at troen altid får indhold og mening ved det, man tror på. Man antyder altså noget eksistentielt, men nøjes med form. Spørgsmålet lægger op til det, som en skygge kunne finde på at søge anerkendelse ved. ? Jeg hører således med denne betoning også, at spørgsmålet har et tillægsspørgsmål: Hvad så med mig? og her hører svaret: At du selv må gøre din indsats ud fra, hvem der tror på dig!

Og her kommer præstetankerne jo ikke uden om Gud og Jesu ord, som bekræfter en på Guds kærlighed som nåde og sandhed og det, man, når det kommer til stykket, alene kan tro på i skyggers land.

Godt, vi fortsat har en åben folkekirke, hvor vi kan søge bekræftelse på den livsfylde, vi ‘ved Gud!’ har og vil udtrykke. Godt, at vi kan vende hjem fra ‘de hede lande’ til en herlig ny vintersæson i folkekirkeligt regi.