Mit barnebarn på 2½ år sidder veltilfreds i sin flyverdragt, spændt fast i barnestolen på bagsædet af bilen og gentager alt. – Da min ældste søn var i samme alder, lærte jeg ham hurtigt at sige ”onomatopoietikon!”, når folk henvendte sig til det pludrende barn og spurgte ham: Hvad siger du? Naturligvis blev folk overraskede over hans ordvalg og i samme grad som de ikke vidste, hvad det betød, overlod de ham til hans pludrende ordtræningsadfærd.

Nu kører jeg ikke vildt og da slet ikke når barnebarnet sidder på bagsædet. Alligevel overraskes jeg, for pludseligt lyder det med klar stemme bagfra: ”Stille og rolig” – og jeg opdager, at det er ord, jeg selv lige har sagt, for da jeg svarer ham med de samme ord, siger han igen: ”Stille og rolig”.

GENTAGELSEN ER NYTTIG

Gentagelsen er en fantastisk læremester – sproget ville således ikke kunne blive til uden denne. Alligevel er der mange der opfatter gentagelsen kedelig, vel bl.a. fordi det, som gentages, bliver til noget, der bare er der, bliver til noget, der bliver vane. – Vi opsøger på en eller anden måde altid nybruddet og gør det for at få fylde i gentagelsen – i det liv, vi kan?

Måske er det slet ikke gentagelsen, der er kedelig, men det, vi har gjort livet til ud fra det, vi kan? – Måske skal vi opdage det, vi kan, ud fra de ord vi har gentaget, for at det, vi kan, kan blive spændende? – Det er – når det kommer til stykket – ordene, der skal fornys, så de kan gentages uden at miste fylde, betydning, glans eller hvad man vil – miste det, der gør, at de bliver spændende!

Mens vi kører videre lyder det fra bagsædet: ”Det’ en gravko” og ”Det’ en traktor” og hver gang lilledrengen siger det, får jeg øje på snart den ene og snart den anden – og det er som om gravkøerne skal overgå hinanden i størrelse og farve, mens de langs vejene fjerner de høje snebunker, som foråret snart smelter og som vi alt for hurtigt glemmer … og dog … man kunne jo meget vel ønske sig, at man ikke glemmer det som snebunkerne har gjort til vane: hensynet.

OG VI BLIR HENSYNSFULDE, NÅR DET SNER

Sneen, snebunkerne og de glatte veje har jo gjort os hensynsfulde. – Jeg skal på tværs af en lang kø af biler i sneglefart og bliver vinket igennem straks jeg blinker, at jeg skal dreje til venstre. ”Stille og rolig”, sådan! – Og endnu engang givet min lille bagsædepassager sit besyv med: ”Stille og rolig”.

MEN GLEMMER DET IGEN, HVIS GENTAGELSEN IKKE FORNYR SIG

Spørgsmålet er imidlertid, om man kan regne med venlighed som vane? Sneen påfører os jo også andre reaktionsmønstre f.eks. oplever vi snebunkerne gøre parkeringsmulighederne både færre og vanskeligere. Og når man så endelig øjner en parkeringsplads, så står man på sin ret uanset hvad der står på skiltene eller bevidstheden om, at kantstenen er gul under sneen.

I sit skrift ”Gjentagelse” fra 1843 fastholder Søren Kierkegaard, at den enkelte er udenfor sprogets fællesskab med andre, når han er i centrum og hæver sig over det etiske. På denne baggrund er det ikke blot et spørgsmål, om gentagelse overhovedet kan lade sig gøre, men samtidig er den jo og har fra barnsben af været nødvendig. Ved gentagelsen bliver den enkeltes sprog til og også alt det, der knytter os til det, der gør os hver især unikke.

VORE VANER ER VORE EGNE

Jeg har et ærinde i Helleruplund kirke, men alle kirkens 18 parkeringspladser er taget i brug af alle mulige andre end dem, der har ærinde i kirken. Jeg blev ærgerlig og erindrede mig, hvordan vores sidste foredragsholder Erling Tiedemann og hans hustru heller ikke kunne finde parkeringsplads ud for kirken og sognegården og havde svært ved overhovedet at komme frem. Jeg erindrede mig også sidste uges begravelse, hvor pårørende og begravelsesgæster måtte parkere langt ned ad Bernstorffsvej og rundt omkring på sidevejene, fordi det var lettere for naboer og genboer at stille deres bil på kirkens pladser end parkere dem på egen grund, i garagen eller på de pladser, der hører til lejlighederne omme bagved i gårdene.

Held for mig gentog min bagsædepassager sig endnu engang: ”Stille og rolig” og da jeg fornemmede, at jeg efterkom bemærkningen, fortsatte barnebarnet med at fastslå: ”Det’ Farfars kirke!”

SAND GENTAGELSE ER RELIGIØS

Jeg havde endnu ikke forladt de tanker, som Søren Kirkegaard havde givet anledning til og med fokus på kirken, kirkeårets fejringer (nu er det jo snart påske), gudstjenesten søndag efter søndag og alle de kirkelige handlinger og ritualerne, der gentages og gentages, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at Søren Kierkegaard giver udtryk for, at sand gentagelse er en religiøs begivenhed: den indtræffer, når troen giver den troende det liv tilbage som var tabt.

Gentagelsen, vi præsterer, er med til at bygge os op, vort sprog og alt det andet, men skal livet livfuldt tilbage, skal vi igen og igen berøres på vore ord af Ordet fra Gud, så vi ikke føler os fortabte. – Det er sandelig vigtigt, at der er parkeringspladser til dem, der har ærinde i kirken, så de ikke opgiver at gå hen i kirken, hvor den sande gentagelse finder sted – for at bruge Søren Kierkegaards ord.

ROADMOVIEN SLUTTER I FARFARS KIRKE

Jo, vi benyttede lejligheden til atter at se ”Farfars kirke” for jeg ved ikke hvilken gang. Det er lidt besværligt at få barnet ud af barnestolen, men dejlig, at vi kan følges ad ”stille og rolig”. Pudsigt som denne ”lille roadmovie” med barnebarnet på bagsædet har kunnet give så mange præstetanker, at det store har kunnet tænkes ind i det små og omvendt og at de begrænsninger, som gentagelsen giver, har kunnet blive indgangen til noget nyt. Der er jo altid noget andet på den anden side af afgrænsningen. – ”Noget andet” gentager min lille følgesvend.