Det skulle være så enkelt, men..

Det skulle være så enkelt at skrive om den salme, jeg synes bedst om, men det er desværre blevet langt vanskeligere end formodet – og det hænger nok sammen med, at jeg som præst søndag efter søndag vælger de salmer, jeg syntes er bedst til den forestående gudstjeneste, og derfor har for mange gode salmer at vælge imellem.

Min situation minder mig om ismanden, som jeg bad om at anbefale mig sin bedste is. ”Det kan jeg ikke”, sagde han. ”De er gode alle sammen. Den ene dag, synes jeg det er hindbærsorbet, der er den bedste, den næste den med kokos og i morgen har jeg måske mest hang til en nougatis. – Og det, der er bedst for mig, er ikke nødvendigvis bedst for dig!?”

Det bedste ændrer sig hele tiden

Det bedste ændrer sig hele tiden og kommer an på to forhold, dels hvad det forholder sig til og dels, hvordan jeg forholder mig til dette. Det er som et du og et jeg, hvor hverken du’et eller jeg’et er noget uden den anden, samtidigt med, at det er jeg’et, der skal ville du’et, for at kunne finde ud af sig selv. – Med henvisning til dette kan man sige, at salmen skal hænge sammen med sig selv i forhold til det, den retter sig mod og definerer sig ud fra, og samtidigt skal jeg gerne ville gå ind i salmen og både udtrykke og høre det, salmen vil, for at den kan rangere som en af de bedre.

Det kommer også an på hvornår

Jeg har været inde over mange salmer, som jeg gerne ville skrive om: ”Julen har bragt velsignet bud”, men her i sommerheden mangler vi julestemningen. ”Nu falmer skoven trindt om land” skal vel først synges til oktober og ”Påskeblomst! hvad vil du her” hører til påske. ”I al sin glans nu stråler solen” er en af de mest vidunderlige salmer, samt en af de mest danske, vi har, og den hænger jo sammen med pinsen.  – Naturligvis kunne man skrive om disse og alle de andre uden at tænke på i hvilken sammenhæng de vil fungere bedst, men det var jo min bedste salme, jeg skulle skriv om. Jeg har også været inde over forfatteren Jørgen Gustava Brandts salme ”Tænk, at livet koster livet!” fra 1985, fordi den er betagende og reel og vedkommende og poetisk og billeddannende, men har forladt den, fordi den er så god, at man ikke kan gøre sig færdig med den, og jeg vil derfor ”nøjes” med igen og igen at vælge den til gudstjenesten, så den kan synges ind i menigheden.

Og så er der dem, der ikke kom med i salmebogen

Forleden kom jeg i tanke om endnu en moderne salme. Den er desværre ikke kom med i den i nye salmebog, Hans Anker Jørgensens aftensang: ”Nu svinder dagen bort bag aftenskyer” fra 1979. Her ville relationen til mig hænge sammen med mig. Jeg har fridag i morgen og har taget en øl til aftensmaden. I salmens vers 6 står der: ”Jeg sætter mig i krogen, som jeg plejer / og drikker mig en stille aftensbajer. / Den dag, der gik, var ikke af de bedste. / Endnu et glas er tømt, / endnu engang forsømt / min Gud og næste.” Og i 7. og sidste vers står der: ”Jeg tænker på, hvor tit mit hjerte isner. / Jeg tænker på, hvorfor min glæde visner. / Nu vil jeg hvile mig og glemme sorgen. / Gud, lad mit gamle liv / dø bort i nat, og giv / et nyt i morgen!” og hermed rammer han pågående plet ind i almindeligheden, hvor det kristne menneske i den tilværelse, det nu engang lever i, udtrykker tro på det livsmod, Gud til stadighed giver og som gør, at vi kan leve på trods og med forventning om at ”i morgen” bliver ny og bedre. Begrænsningen er borte og man kan gå ind i livet med glæde og ansvar og forsøge sig på ny.

Min bedste pt. er af Grundtvig – Den er fyldt med glæde

Og hermed er jeg så fremme ved den salme, som jeg tror, er den bedste. Den er både almen og præcis og vil til en hvilken som helst tid kunne relatere til det enkelte menneske, så man gerne vil synge den, vil udtrykke det, den udsiger, mens den kommer til orde. Salmen er Grundtvigs ”Alt står i Guds faderhånd” fra 1856.

J. Loft kalder salmen ”En sammentrængt lovsang, hvis lige næppe findes i den samlede kirkes salmeskat” – helt i overensstemmelse med den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson, der sagde, at ”hvis dansken kun havde én salme og det var ”Alt står i Guds faderhånd”, så havde han mere end alle andre salmer tilsammen”. – Salmen har da også gennem tiderne været folkeeje og den synges fortsat i alle mulige sammenhænge. Den flyder let og de 3 små vers læres hurtigt udenad, da omkvædet er det samme og kun de 2 første linjer i hvert vers er forskellige.

Salmen handler om glæde. Grundtvig gav salmen overskriften ”Vorherres glæde”. Vi kan også sige, at den handler om menighedens glæde. Relationen går begge veje, for når vi synger salmen, hører vi, at Gud er vores forudsætning og at vi kan være glade, fordi han i Jesu åbenbarer sin kærlighed som nåde og at vi derfor også kan tro på, at den ved ham er uden ophør.

Og omkvædet bør læres udenad

I omkvædet: ”af Guds nåde, til Guds ære / evig glade vi skal være / i vor Herres Jesu navn” skal betoningen lægges på ”være” og ikke på ”skal”. Nu’et og det evige går så at sige i ét. Et kristent menneskes glæde er en grundtone, der gør, at vi tør tage livet på os og i alle forhold spejle den kærlighed, der gør os glade. Ikke at livet ikke har alle facetter af medgang og modgang og at både det lyse og det mørke kan gå én på. Livet kræver sin mand (undskyld udtrykket), men med salmen kan vi altså henvise os til Guds nåde i Jesu navn og med ham som Herren understrege en tro på du’ets betydning og mig selv som den, jeg er, samt som en vigtig brik i koret af dem, der både må og ikke kan lade være med at give Gud ære.

Jeg tror ikke, at jeg vil kunne skrive artiklen anderledes lige nu. Problemet er, at det aldrig er godt nok. Min kommentar til min bedste salme skal derfor afslutningsvis være: Lad os give den fuld tryk, når vi næste gang synger ”Alt står i Guds faderhånd”. Gode salmer har det med at kaste nyt lys over sig selv og tilværelsen, mens man synger dem og fornemmer, at tid og sted forsvinder og at vi er sammen med alle, der synger Gud en glad sang.