Afdødes ægtefælle gennem 56 år havde præcise ønsker til bisættelsen. Bisættelsens forløb blev derfor følgende:
- Kort præludium (efter kirkens skik).
- 1. salme: 785: Tunge, mørke natteskyer.
- Præsten: Hilsen, Læsning (Prologen, Johannesevangeliet 1,1-14), Prædiken (prædikenen sluttede med læsning af prologens fortsættelse, Joh 1,15-17).
- 2. salme: 401: Guds ord, det er vort arvegods.
- Ægtefælle: Personlig tale, der slutter med at ægtefællen “synger”/reciterer Halfdan Rasmussens “Noget om stjernefangst” (ledsages på flygel af organisten)
- Præsten: Jordpåkastelse, Fadervor og Velsignelse
- Datter: Tale på vegne af børn og børnebørn.
- 3. salme: 754: Se, nu stiger solen
- Under postludiet bæres kisten ud.
LÆSNING: Johs 1,1-14:
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.
Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.
Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.
Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.
* * *
PRÆDIKEN
Det er på alle måder smerteligt, når man som I har mistet et jer kært og kærligt, vidende og forstående, dygtigt og hjælpsomt, betydende, livfuldt og inspirerende medmenneske.
Det er en smerte, vi alle kommer til at opleve, når vi er til for hinanden i kærlighed og taknemmelighed – uanset om vi har hængt sammen i kortere eller længere tid. – Derfor skal vi også alle trøstes.
Vi trøstes på lige så mange måder, vi kan være fælles om. Omfavnelsen har alle livets udtryk i sig indenfor den ramme, der er blevet vores, den ramme, som eksempelvis evangelisten Johannes tegner i sin prolog.
Lad mig sætte denne ind i vores aktualitet. Stephen Hawkings siger i sit Mesterværk – er netop blevet vist på TV – at alt kan forklares videnskabeligt – og alligevel benytter han sig af både generalisationen og negationen, som man ikke kan tillade sig, når man anskuer en sag videnskabeligt. Han siger således: Når alt andet kan forklares videnskabeligt, hvordan kan vi så tro, at Gud skabte verden – underforstået: det kan man heller ikke.
Men den skabte verden er vores ramme – uanset hvor vi sætter grænsen – og når vi skal forklare dette, må vi bruge de ord, der står til vores rådighed og lade os bekræfte ved dem, for at det nærvær, som vi har med hinanden i den tilværelse, der er blevet vores, kan blive et væsentligt nærvær.
Israeliterne lod Gud skabe verden med sit ord. Gud var god og verden blev derfor god og mennesket fik denne verden som ansvarsområde. – Således i al korthed GT’s skabelsesberetning. – Med Jesus, som vi kender fra NT, genoprettes forholdet til Gud, det forhold, der gik sønder, fordi mennesket ikke varetog sit ansvar som skabning.
Gud taler til os i det ord, der ikke er et hvilket som helst ord, men er hans søn Jesus, der på ny bringer kærligheden fra Gud ind i den verden, der er vores. Ved hans ord er vi under nåde, er vi tilgivet og indsat som arving til det evige liv (som der står i konfirmationsritualet), det liv, som vi har fået tegn på i dåben, da det blev sagt, at Jesus som vor Herre ville være med os alle dage indtil verdens ende.
Dette er ufatteligt, men også et ganske ufatteligt godt vilkår. Derfor stiller vi hele tiden spørgsmålstegn ved det. Vore livs udtryk er i spændingsfeltet mellem tro og tvivl.
Men fantastisk, at ordet lyder, det ord, der henviser os til hinanden som ordets opgave, som kærlighedsopgave, så vi kan være i taknemmelighed for livet og udfolde os som vi er.
Johannes Sløk skrev: Der er kun et eneste mirakel i tilværelsen og det er, at Gud lod høre fra sig.
Derfor skal jeg afslutte med at henvise til fortsættelsen af prologen, som jeg vil læse op, inden vi synger Luthers: Vor Gud han er så fast en borg – og ordet bliver givet til familien.
* * *
LÆSNING: Johs 1,15-17 :
Johannes vidner om ham og råber: »Det var om ham, jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig.« Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.