Desværre blev brylluppet aflyst efter at jeg havde havde skrevet nedenstående oplæg til min tale (når jeg taler, er jeg aldrig afhængig af et manuskript, selvom mine forberedelser ofte ender med et fuldt oplæg, så jeg har noget at falde tilbage på, hvis jeg skulle gå i stå).

* * *

Hej! alle sammen! … Har I det godt? … Har I det godt? … Det har jeg ikke!… Jeg føler mig som et kultursammenstød!… Ok!?… 

Undskyld, jeg begynder på denne måde! Normalt ville jeg begynde med ordene: Kære brudepar!… men det er alt for fristende med alle jer unge mennesker, sådan at sige tingene stand-up-agtigt,… selvom dette nu jo på ingen måde har noget med stand-up at gøre: Jeg er præst og har trukket i kjolen med hvid pibekrave helt op i halsen, så der ikke er nogen, der får “syndige tanker”… I skal ikke være tvivl om, at det er som præst, jeg fungerer, selvom jeg er mig.

Men jeg føler mig altså som et kultursammenstød! … og sammenstødet er uden tvivl meget større end I aner. 

Inden brylluppet talte jeg naturligvis med brudeparret. Under samtalen siger bruden, “at brylluppet helst ikke må blive for tungt” og “at det lette og lidt morsomme nok ville svare mest til deres forventninger”. – Jeg gav dem ret i, at det med kirken ofte bliver en tonstung oplevelse… og tilføjede, at det gerne sker, når præsten glemmer Gud og prøver på at pynte op med nogle etiske overvejelser om kærligheden. 

Da vi så gennemgik nogle af brylluppets bibelske læsninger og læste ægteskabsforkyndelsen, røg det alligevel ud af munden på gommen: Behøver du at nævne Gud? … bruden supplerede straks med ”at de ikke havde nået at overveje alle de store begreber, der tages frem ved et bryllup”.

Jeg svarede dem med forståelse for deres forundring – og bemærkede, at jeg såmænd heller ikke begreb det hele, men at vi ikke sådan bare uden videre kunne smide Gud ud, hvis vi i øvrigt mente, at der var en Gud –  og tilføjede: det gør vi jo i vores kulturkreds, ja i hele verden, idet vi f.eks. ikke kan lade være med at tænke på Gud som et apriori. – Her lyste gommen op og sagde, at han ikke have hørt dette ord siden han læste filosofi.

“Hold da kæft!” et kultursammenstød … og det er jo ikke blevet mindre af, at vi nu er samlet til bryllup:  Gud er fortsat et af de store ord, der forundrer og som jeg ikke kan begribe, men som jeg samtidigt ikke kan undvære i min tilværelsesforståelse … og som det er min opgave som præst at fortælle om. 

Jeg har det lidt som da min ældste søn vraltede ind fra haven i sin flyverdragt. Hans vante hang i elastikken og han rakte sin lille knyttede forfrosne næve frem og sagde: “Far, Far, her skal du se!” og da han så åbnede sin hånd tegnede skuffelsen sig hjerteskærende hen over hans ansigt. Han havde fanget et snefnug… men kunne nu lige pludselig ikke dele oplevelsen med mig. … og dog Men jeg fyldes stadig med en stor og inderlig glæde, hver gang jeg tænker på dette øjeblik. 

Der er ingen, der har set Gud, og alligevel skal jeg fortælle om ham ud fra den snak, vi har fra Jesu disciple. Og hvorfor? Fordi de troede ham, da han f.eks. sagde: “Faderen og jeg, vi er eet”. – Med Jesus kom Gud ind i deres og dermed vores verden, ikke som en tanketorsk, men som et ord, der er sandt.

Vi kan ikke fjerne Gud fra forståelsen af os selv i verden – lige så lidt som vi kan fjerne kærligheden fra forståelsen af det klister, der binder to mennesker så meget sammen, at de vil betro sig til hinanden som den andens eneste ene – “for better or for worse” eller som vi siger i det danske bryllupsritual: “indtil døden skille jer ad”.

Her bliver jeg nød til at sige en lille smule om kærligheden – ellers går det som i sangen om Malebrok, hvor “præsten holdt en tale og sagde ingenting”. Jeg skal fastholde jer på, at kærligheden er mere end følelse osv, mere end de måder vi kan udtrykke, selvom vi ikke kan undvære forelskelse, romantik og alt det lykkelige, vi oplever og som peaker, når alle omstændigheder en gang imellem står i zenit, ja, selv når vi for 25. gang siger: I love you.

En dansk statistisk undersøgelse af, hvem der bedst beskrev kærligheden, resulterede i, at 3/4 af stemmerne faldt på apostlen Paulus… og det kan da næppe heller skrives bedre og mere poetisk end Paulus gjorde det i 1. Kor. kap. 13. Hør engang: ….

v4  Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. v5  Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. v6  Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. v7  Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Smukt, godt og rigtigt, men så tilføjer Paulus: v8  Kærligheden hører aldrig op. – altså: alt andet forgår, men kærligheden hører ikke op.

Vi må derfor stille 2 spørgsmål: Hvilken kærlighed? og Hvor ved Paulus det fra??

Den kærlighed, han taler om, må være Guds kærlighed eller den kærlighed, som Gud er (2 sider af samme sag). Det er den kærlighed, som man erkender i det stykkevise og som har tilsvarende udtryk. Og tænker Paulus: Hvis kærligheden aldrig ophører, er den også forud for alt, og altså apriori ligesom Gud.

Men: Hvor ved Paulus det fra? – Han har oplevet den på samme måde som I selv, når I henviser til egne oplevelser. Han har erfaret den i Jesu ord.

Tænk på indledningen til Johannesevangeliet: I begyndelsen var ordet og ordet var hos Gud og ordet var Gud … og alt er blevet til ved det og i dette – altså i Gud, som vi kender i ordet fra ham, i Jesus – var der liv og lys.

Vi må altså have fat i Gud, hvis vi skal love hinanden andet end en tilfældig – udefineret eller selvdefineret – kærlighedsoplevelse.

Lad mig gøre en lang historie kort og citere slutningen af kap. 13: “Tro, håb og kærlighed!” … Det er sagen! … Og man kan kan ikke nøjes med kun det ene af begreberne!… “men størst af dem er kærligheden!”

Og glem aldrig at sige hinanden tak for kærligheden! – Kærligheden er jo en vidunderlig gave! …

Hej! alle sammen! … Har I det godt? … OK!? … men nu må vi altså videre til det nu, hvor I to lover jer til hinanden.