På billedet omfavner konfirmanden præsten og siger tak for en god tid og en meget fin konfirmationsgudstjeneste. – Om aftenen var der fest … skøn mad, herlige indslag og mange bordtaler – og en af dem var min:

Midt inde i Tivoli kan man blive fotograferet og blive forvandlet til en helt anden end den man er. Man sætter blot sit hoved ind i et hul. På den anden side af hullet bli’r ansigtet til et ansigt på en maler, en murer, en politibetjent, en præst, en balletdanserinde, en prinsesse, en amorin eller lign.  – Med fotografiet får man et billede af sig selv med en anden identitet – Og se! Det er jo noget ganske andet end en selfie.

Når man i Tivoli leger med identiteten er det ud fra tanken om, at klæder skaber folk, at man blir det, man gerne vil være, ud fra det, som man ser ud til at være. – Sådan tænkte man engang – og sådan tænker man faktisk stadigvæk – virkemidlerne er bare blevet lidt mere “raffinerede”.  – Tænk f. eks. på maskeballerne ved Ludvig 14.’s hof, maskeraderne, som Holberg gjorde grin med, og temafesterne, som er meget populære i dag. De er ikke bare sjove festforsamlinger, de er alle udtryk for det samme: Man udtrykker ønsker og man leger med sin identitet.

I Cirkus kan identiteten med en klovn blive idealet. Klovnen er jo den, der kan sige sandheder uden at miste hovedet. – Så let går det ikke i de rollespil, som dyrkes både i skovene og på skærmene.

Identitet – det er det, det drejer sig om, for selvom man er en anden, er man alligevel den samme og sig selv fra barn til voksen. – Man taler om 3 stadier på livets vej: barndom, voksendom og alderdom. – Men der er også overgangsfaserne: der er babystadiet og teenageårene – konfirmander siges at træde ind i  “de voksnes rækker” – og til sidst den periode, hvor man er noget, hvis man får lov. 

Overgangene mellem stadierne kommer iflg. Søren Kierkegaard i stand ved,  at man drives væk fra kedsomheden, der opstår, når man i de forskellige stadier oplever alt for mange gentagelser. – Jeg er nået til det stadie, hvor jeg er i overgangen til alderdommen, hvor jeg er noget, hvis jeg får lov. – Jeg keder mig endnu ikke i denne overgangsfase, og glæder mig hver gang, jeg får lov til noget.

I sammenhængen med dig, kære konfirmand: Da du skulle til at træde ind i de voksnes rækker, fik jeg lov til at gå til gudstjeneste sammen med dig. Det har været spændende og meget inspirerende. – Når det ikke “bare” var den lokale kirke, men en domkirke, vi planlagde at besøge, så kom Farmor med. – Vores optagethed af gudstjenesterne betød dog ikke, at du glemte at tysse på mig, når jeg sang for højt. 

Desværre var du ikke med, da vi påskedag gik i Hellig Kors kirke på Nørrebro. – Jeg har lovet dig, at vi snart skal derhen pga sognepræsten, der har en anderledes nutidig og  fantastisk inspirerende måde at prædike på.

Påske morgen, hvor man fejrer Jesu opstandelse fra de døde, hæftede han sig bl.a. ved formuleringen “opstandelse er at stå op og leve” og inddrog os derefter i gennemtænkningen af 2 forhold, der ikke udelukker hinanden, men som bedst forstås hver for sig: Man kan bare stå op eller man kan mene, at der er noget, man skal stå op til, for at man skal stå op – stå op eller stå op til. 

Sagt kort: Hvis vi gerne og med glæde skal stå op til noget, selvom vi jo godt ved, at det ikke altid går lige så godt, som vi ønsker, skyldes det ofte enten, at der er noget, vi vil opnå, eller noget, vi med nødvendighed skal, hvis vi vil opnå noget. Vi ved, at vi ikke kan få pluspoint, hvis vi ikke står op til noget. 

Det er helt anderledes, når vi taler om det, at stå op. Det at være stået op er at være levende som den, man er, med den identitet, man har – hverken mere eller mindre. – Alene ved at være opstået skal man altså respekteres som den, man er. – Det betyder dog ikke, at tilværelsen bliver lettere, når man satser på bare at være. Når man står op er der bare ikke andre end mig, der stiller krav til mig selv. 

Når man opdager det, kan man blive helt indkroget i sig selv, og iscenesættelsen af ens eget liv kan gå hen og blive en ganske ubarmhjertig opgave. 

Derfor er det fantastisk, at vores indkrogethed kan brydes af et “ord”. For Paulus blev det et gudsord, der gav ham livsmening, så at sige det, han hørte i dåben – det samme, som også du, kære konfirmand, er blevet bekræftet i i dag. På baggrund af dette kan Paulus i 1. Kor. 13,8 skrive: Kærligheden ophører aldrig.

Det er dette ord, jeg vil give dig med på din vej, når jeg af hjerte ønsker dig kun glæde fremover. Ved den kærlighed, der aldrig ophører, er du iklædt den identitet, at du nok kan stille store krav til dig selv, men dit livsudtryk vil tage form i tryghed og i glæde og vil være fyldt med håb og frimodighed. – At være elsket, sætter mennesket i frihed og giver en de gladeste muligheder i livet.

Med dette sagt skal jeg her så blot sige dig tak: Tak for fællesskab med dig på dit livs vej – du har altid været til glæde og en stor inspiration.

Nu er der nok en og anden, der er lidt skuffet over, at jeg ikke har gennemgået nogle af alle de mange både gode, sjove og skæve oplevelser, som jeg har haft med konfirmanden; men Farmor, der vil formulere sig ganske anderledes end mig, skal jo også komme til orde og vi – mest Farmor – har derfor begået en konfirmationssang. 

Melodien er på Danmarks nationalsang nr. 2: “Det’ hammer, hammer fedt”. Så kan det vel næsten ikke blive bedre? … og alle blev bedt om at synge med af hjertets lyst!