Allemand – En mand på vejen

Allemand – ikke et helt almindeligt navn at gå rundt med, selvom Allemand var en ganske almindelig mand. Når han skulle præsentere sig på en bar, foretrak han at sige: “Alman, til tjeneste!”, men han hed altså Allemand og ville ikke bruge 3000 Kr. for at få det ændret.

Allemand gik sig en morgentur på den brede standvejspromenade.

Man havde ophævet sommertid og var gået over til normaltid, selvom folk kaldte det vintertid og talte om, at man skulle afskaffe sommertid, så alt blev normaltid og folk selv kunne opleve årstidernes vekslen uden at skulle indrette sig på en time mere eller en time mindre. Allemand havde imidlertid indrettet sig på den officiele tidsfastsættelse og havde skiftet garderobe.

Han gik nu og glædede sig over at have fundet frem til overgangsjakken. Han trak kraven op til ørene og huen ned til over øjenbrynene og traskede af sted og mente nok, at det var lidt koldere end ellers. Han standsede og så på uret. Klokken var halv otte. Så tog han sin mobil frem. Her viste den halv syv. Så var det da ingen under, at det var koldt og at han havde hele fortovet for sig selv.

Fortovet var præcist flisebelagt i to rækker med chaussesten imellem. Godt håndværk! Til venstre for var der en meget bred asfalteret cykelsti og imellem fortov og cykelsti var der en lige så bred asfalteret sti, der dels kunne bruges som løbesti og til venstre for denne en sti til rulleskøjteløbere – sikkert også til skatebord og til rulleski. Stadsarkitekten, teknisk forvaltning eller asfalteringens entreprenør eller en skabelonmedarbejder – hvem ved – må have tænkt sig godt om, for med passende mellemrum var der rimeligt store hvide asfaltmarkeringer på cykelstien en cykel, på stien mellem cykelsti og fortov dels en mand på rulleskøjter og dels en mand, der løber.

Allemand så sig omkring. Der var ikke et hvidt asfalt-ikon af en mand, der går, og heller ikke et af en mand, der står og hviler sig op af granitmuren ud til kystsikringen og havet. Allemand begyndte at fantasere om, hvordan skiltet med Tuborgmanden, der står og tørrer sveden af panden, kunne omsættes til symbol for “hér må der hviles” eller her må der kigges i kikkert ud over havet. – Han sprang over en hunds efterladenskaber og kom til at tænke på, at der burde være et symbol for at hundens menneske skal samle op efter hunden.

Allemand fik nu øje på en skikkelse langt fremme, 3-400 meter fremme. Den kom hurtigt imod ham. Det var en cykelrytter. Da han var kørt forbi i høj fart, kom Allemand i tanke om, at cykelrytteren var kørt på stien for løbere og at han nok skulle have gjort det til en borgerpligt at råbe efter ham, så han kunne vide, hvad han havde gjort forkert. Endvidere tænkte Allemand på, at myndighederne havde tænkt sig godt om ved at markere stierne med dem, der kunne køre hurtigst ud mod bilerne, så de ikke ved en fejl kom ind på fortorvet og ramte en dame med en barnevogn. Det kunne jo få katastrofale følger. – På den anden side ville det også kunne afføde et læserbrev i lokalpressen ud fra devisen “hvad nu hvis det var mig?”

Tankerækken blev afbrudt af en ny skikkelse langt fremme. Det var en early bird, der også havde taget vandreskoene på. Som hun kom nærmere begyndte Allemand at overveje, om han skulle bevæge sig over på den anden fliserække, så de kunne gå forbi hinanden uden at støde ind i hinanden – og mens han iværksatte øvelsen, så han ned, så han ikke skulle komme til at snuble i chaussestenene. 

Da han så op, havde hun foretaget samme manøvre. De gik stadigvæk på samme fliserække og Allemand måtte tænke hurtigt og klart. De blev nødt til at vige til siden, når de var i nærheden af hinanden og håbe på det bedste. Det ville være forsonende at hilse på hinanden med et friskt “god morgen!” – især hvis de veg for hinanden til samme side. – Risikoen for et støde ind i hinanden var dog lille. Mennesker har en fintfølende fornemmelse for at gå uden om hinanden – også uden at ville det.

De kom imidlertid til at gå ind i hinanden, sagde “god morgen!” på samme tid, grinte lidt fjollet og tog det som et tegn – og nu er de mand og kone, der kun går morgenture, når de hver for sig tager hensyn til hinanden.