Der står den, gyngestolen fra barndommen, veldesignet og ser næsten ny ud. I ved, den gyngestol, som bedsteforældrene i ungdommens vår havde råd til at købe i FDB, og som er blevet præmieret og fremhævet igen og igen som noget af det ypperste i dansk design.

Jeg fyldes med erindringen om mange vippeture. Nogle, der fyldte en med fryd og skrigeri helt nede fra maven lige som i Tivolis rutchebane, nogle, der endte med skældud, fordi glædesråberiet var for voldsomt for den ældre del af familien og nogle, der endte galt. Nogle endda grueligt galt.

Det er med en vis ængstelse, jeg beslutter mig for at sætte mig i gyngestolen, der gerne står uberørt, hver gang jeg kommer på besøg. De andre er alle ude at gå tur, lufte hundene.

Gyngestolens konstruktion er både let og solid og nem at håndtere. Vippestykkerne er så lange, at den ikke skulle kunne vippe bagover.

Jeg sætter mig og lader erindringen skabe følelser, og så tænker jeg på de mange både kendte og ukendte, der elsker at gøre brug af gyngestolen, da den gør godt for både knogler, blodomløb og sind. John F. Kennedy havde således sin rocking chair med overalt og var så begejstret for sin gyngestol, at han ofte gav en gyngestol i præsidentiel gave.

Der er imidlertid intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet – og omvendt. Mens jeg sidder og gynger sker den store ulykke. I et roligt tilbagegyng hører jeg en knasende lyd, og der ligger der så en halvmast ørentvist. Et nyttedyr, der hjælper med til at holde haven fri for bladlus, lopper og mider, så blomster og frugter, bær og planter kan trives på bedste måde.

Drabet på ørentvisten var utilsigtet, men alligevel… Jeg trøster mig selv med, at det ikke er en truet dyreart, jeg har dræbt, for så havde alle de mange dyreværns- og naturværnsforeninger, som vi i Danmark er velsignet med, råbt op med henvisning til Naturbeskyttelsesloven, der rummer så mange detaljerede intentioner, at den næsten kan bruges til alt, hvad en naturelsker føler skal nyde fremme.

Inden jeg nåede at overveje mit ørentvistedrabs indflydelse på biodiversiteten og klimaet – intet er for småt til at være uvæsentligt – gled jeg langsomt ud over kanten af sædet på gyngestolen. I gamle dage havde der været en skridsikker pude på sædet. Nu om stunder er der gerne et stykke skind, der altid er alt for småt til at udføre en skridsikker funktion. 

Eller måske er der alligevel noget galt med gyngestolens magelige konstruktion. Ryglænet er måske for skråt bagud af hensyn til stolens balance og udseende.  Eller måske er det meningen, at man skal føle, at man glider ud over sædekanten, inden man skal til at tage sig en gyngestolslur.