Køen er lang. Der er ingen, der taler sammen. Jeg går imod køens retning og opdager, at vi bliver flere og flere. 

Efterhånden danner vi grupper og bemærker, hvem der er foran os og hvem bagved. Der er nogen, der hilser, og andre fortæller om sig selv. 

Men så begynder køen atter at bevæge sig, og vi stiller os tavse på række, danner for en stund bagtrop og går i gåsegang.

Vi kommer langt om længe frem til indgangen. Der er ingen portner og det hele er anderledes, end man forestiller sig. 

Det er ligesom, når man kommer fra ferie, hvor man skal vælge indgang. Alle vælger gerne indgangen, hvor man ikke har noget at fortolde. 

Her ender køen foran en port, hvor der står Himmel. Der er ingen kø ved døren til Helvede.

Jeg prøver at opfatte, hvad folk i køen siger til sig selv. De taler om at have været gode nok, uanset hvad.

Med denne ordning overlader man intet til Gud. Man har ofte diskuteret, om han fandtes, men man kan jo ikke risikere, at han skulle vælge dem, man ikke bryder sig om. Eller endnu værre, at han skulle finde på at fravælge en selv på grund af en lille forseelse, som man ikke kan huske.

Nej, det er bedst selv at bestemme, hvad Gud vil vælge. Så er man på den sikre side. Det er ganske vist godnat at stå i køen til Himlen, men godt nok alligevel, for det er køen med håb og muligheder.