I et demokrati er der plads til det hellige

Efter at have gennemtænkt hvor forskelligt mennesker bruger ordet “hellig” nåede jeg til det klarsyn, at det hellige er det, som Gud har gjort helligt. 

Man kan sige, at dette er en alt for snæver definition, men samtidigt må man sige at den er velvalgt, da den både er afgørende og håndterbar – afgørende, fordi mennesker ikke uden videre kan påstå at noget, som de synes om, er helligt, altså rigtigt helligt – det kan være helligt for dem, men er ikke helligt i sig selv, med mindre altså at Gud har gjort det helligt – og håndterbar, fordi mennesker, hvis definitionen af det hellige er på plads og det hellige dermed er afgrænset til et sted, en dims, en overbevisning, kan lovgive i respekt for det og hengive sig til at finde ind til, hvad de tror er vigtigt for dem selv.

Det hellige og troen hænger sammen. Hvis det hellige ikke tros som helligt, kan det være ligemeget med det hellige, kunne man hævde. Det er imidlertid sådan, at man ikke kan leve uden troen. Hermed bliver både det hellige, man har fundet, erkendt, stødt ind i eller oplevet, så afgørende for troen, at troen føler sig forklaret ved det hellige – og selv når det ikke er omvendt, er det hellige så afgørende, at det skal respekteres uanset hvordan man definerer det.

Det betyder ikke, at man kan lade som om, at det hellige ikke findes. Det hellige er der jo, selvom det ikke kan forklares, da det er betegnelsen på det eneste uforanderlige i den enkeltes tilværelse. Derfor må man forholde sig til det – og afhængigt af holdning og gemyt kan man fremhæve eller minimere det helliges betydning, lade sig påvirke af det hellige eller lade være, ja, man kan endda benægte dets eksistens.

Da mennesker ikke blot er forskellige, men også skal leve sammen, må man som samfund sørge for, at det hellige får den respekt, der betyder, at den enkelte kan leve med, at der er nogen, for hvem det hellige betyder meget, og andre, for hvem det hellige ikke betyde noget.

Dette er en problemstilling, som diktatoriske styreformer kan tilsidesætte, idet diktatoren i sidste ende påtager sig at være garant for det hellige. Sådan er det med magt. Den vil have mere og stiller sig aldrig tilfreds med, at der er nogen, der har mere end en selv. – Et fikst træk er at gøre Gud til den, der sørger for magten, som man har, for så er det jo indiskutabelt, at jeg har ret og kan indrette mig som jeg vil med en fremtid som er min og som alle skal indrette sig efter. – Det var sådan man bl.a. tænkte på enevældets tid i Danmark.

Man kan måske fornemme problemstillingen, når man tænker på Grimms eventyr om konen i muddergrøften. Her opnåede konen det, hun ønskede indtil hun ønskede det, som var Guds – og måtte starte forfra i muddergrøften. – Vi må tale sammen om tingene, så vi ikke ender i muddergrøften uanset hvilken magtposition, vi har og uanset hvad vi kalder helligt.

I demokratiet må man tale sammen og lovgive så alle kan være frie i tanke, tro og meningsdannelse og -ytring, kan være til både som alene-menneske og i forsamlinger, der bekræfter en i livets gode mulighed, og kan have det godt både som del af flertallet og som del af et mindretal. 

Det drejer sig om respekt og at enhver kan føle sig respekteret inden for det samfund, de tilhører. Derfor slagter man heller ikke en hellig ko. – På samme måde brænder man heller ikke en hellig bog. Hvis man gør det, skal man sættes sættes i skammekrogen. Også her drejer det sig om, hvad der er helligt. – Ud fra love og regler må domstolen fastslå, hvad der er ret og rimeligt.

Der var en gang et princip om, at man skulle gøre sig fortjent til respekt. Og da man gør sig fortjent til at være respekteret ved at være til, skal man gøre sig fortjent ved ikke at yde despekt. – Uden respekt er der intet ordentligt samfund.