Jeg hader krig – alle dens gerninger og hele dens væsen! – Det lyder nærmest som en bekendelse? – Det var godt, for det er det også! Det er ikke pseudo, det her! For så ville det jo være ganske og aldeles ligegyldigt at skrive det. 

Jeg kan ikke lade være med at rejse mig op og gå ud af stuen, når en journalist og et par uniformerede krigseksperter står med gode gammeldags pegepinde og peger snart på en skærm, der kan fremkalde billeder af krigsmateriel, eksplosioner, ruiner, død og menneskelige lidelser, samt krigsliderlige mennesker af begge køn, der udtaler sig både etisk og strategisk, så de kan føle sig berettigede til at iklæde sig mere af den magt og myndighed, der bevirker, at de i det skjulte ikke selv lider nød, selvom de gør vold på sandheden og ikke vil identificere sig med dem, som de “regerer over” og snart på et bord med et kort over en krigszone, hvor man med pegepinden kan flytte rundt på pap-brikker med symboler, der kan identificere både ven og fjende og de ødelæggelsesvåben, man taler om.

Det her med pap-brikkerne er et pædagogisk fif. Det skaber overblik og taler til forståelsen ved den relation man får til brikkerne, når de flyttes rundt og bliver drøftet og bliver beskrevet med fordele og ulemper. De, der ser med, tror, at de forstår, hvad der sker, og er rede til at høre mere og se mere af denne uendelige historie, der “naturligvis” har freden som endemål, selvom alle, der forholder sig til krigens verden, ikke kan undgå at lære af den og betages af den, fordi den giver muligheder for at tale om både det, man kan opnå, og det, man ikke ønsker – om det gode og om det onde uden at skulle afsløre sin egen almindelighed og det, at jeg er del af det kaos, som jeg lægger afstand til og som jeg vil have afklaret.

Udtalelsen, som tillægges Paulus i Romerbrevet 7,19: “Det gode som jeg vil det gør jeg ikke men det onde som jeg ikke vil det gør jeg” er jo ikke til at komme udenom i det menneskelige mindset. – Måske skulle de, der fægter med pegepinde, stille sig selv spørgsmålet, om det ikke er lidt for meget af det gode, at involvere TV-kiggere i krigens værksted. Måske var TV-kigge-tiden bedre brugt til at afsløre den hulhed, der er i et samfund, der siger ét og gør noget andet, der på ledelsesniveau og på institutionelt niveau, siger ét og gør noget andet, der udnytter muligheden for at opnå egne ønskers opfyldelse ved at påstå sig engageret til bedste for alle.

Jeg hader krig – alle dens gerninger og hele dens væsen! – Jeg er måske lidt hård ved et TV-program, men synes, at det er for tæt på krigen og dens væsen. 

Jeg kan imidlertid ikke lade være med at se det store i det små. – Det ville f.eks. ændre en del at kalde forsvarsministeriet for et krigsministerium. I første ende ville politikerne ikke uden videre kunne forvente at blive forstået, når de taler om nødvendigheden af at gå i krig som et forsvar for landet. Når der skal bruges penge på at føre krig, bliver den krig, der føres, ikke begrundet i en institution, der kalder til forsvar. Gad vide, om man demokratisk ville bevilge store penge til krigsførelse i Ukraine, hvis man selv var en krigsførende institution?

Den brede demokratiske forståelse opstår med ord. Det er nok derfor, at et Krigsministerium – modsat et Forsvarsministerium – vil kunne mene, at et TV-program med pegepinde og ekspert-ord vil kunne betale sig. Et Forsvarsministerium har jo i den folkelige forståelse et helt andet formål. Forsvarsministeriet skal naturligvis sørge for, at fjenden og dens uvæsen ikke kommer ind i landet og ødelægger befolkningens basale muligheder, men skal ellers i givet fald sørge for sirener og beskyttelsesrum og nødforsyninger til dem, der har fået bomber i hovedet og fået smadret deres levemuligheder. – Det, som et Krigsministerium skal stå for, definerer umiddelbart sig selv.

Problemstillingen kan også formuleres med spørgsmål. Hvad er f.eks. bedst: En god forsvarsminister, der holder af militæret, eller en god krigsminister, der holder af militæret? – sagt på anden måde: Man skal vel holde af militæret for at blive en god, en troværdig krigsminister, men behøver ikke at holde af militæret for at blive en god forsvarsminister?

Og når TV-programmet om krigens 24timer har fået pap-symbolerne på plads på et kort og der ved eksperternes hjælp er skabt overblik over krigens gang og hvem der er fjende og ven, så siger journalisten ofte, at man nu skal se en rapport fra krigszonen ved den og den  krigskorrespondent og tilføjer at man nu skal være forberedt på, at der vil blive vist grusomme billeder, som børn nok ikke skal se. – Jeg fristes på vej væk fra TV-programmet til at sige: Ja, kære Gud, forsvar os for krigen og dens herlighed!