Der er noget fascinerende ved døre. Man ved ikke, hvad der er på den anden side. Man har en forventning om, hvad der er der, men man kan aldrig vide.

Lågen bringer ikke uvished ind på samme måde som en dør. Lågen er overskuelig. Lågen er halvhøj og man kan se, hvad der er på den anden side.

Lågen er en venlig grænsedragning. Den sætter et venligt skel mellem dit og mit. Den kan åbnes og lukkes, og man kan gå ind og ud af den. Den hindrer ikke hensigten med at gå ind og ud af den, og uanset hvilken hensigt man har, giver den adgang.

Skal lågen være åben, eller skal den være lukket? Et underligt journalistisk spørgsmål. Journalistisk, fordi det giver anledning til noget andet, et nyt spørgsmål og ofte endnu et nyt spørgsmål, hvilket indebærer, at den, der skal svare, svarer på det, som er journalistens ærinde.

Men tilbage til lågen. En låge er en anordning, der kan åbnes, og som giver mulighed for, at man kan kommunikere med den/dem på den anden side, selvom man ikke åbner den.

Man skal altid sørge for, at der er låger, når man bygger hegn, afgrænser og sætter grænser for andre. 

Man skal huske på, at den vigtigste kommunikation både er grænseoverskridende og giver den/dem på den anden side muligheder, som man har nytte af, og som man kan glædes ved.

Men man kan naturligvis også låse lågen fra sin side – og lukke af for mulighederne og blive ensom og ligegyldig.

Gid både politikere, journalister og selvhaveriske mennesker vil tænke på lågen, når de skal beslutte, beskrive og investere i projekter. Lågen hører til i en verden, hvor man vil give hinanden muligheder.