Jeg forliger mig ikke med løgnen

Jeg hader jo løgnen – hele dens væsen, men ikke nødvendigvis dens konsekvenser. – Det lyder nærmest som en bekendelse, men kan ikke være det, da løgnen altid skal defineres i forhold til opfattelsen af sandhed – og man kan ikke beskæftige sig med løgnen uden at være ærlig – og hvis man er ærlig, kan man da ikke forlige sig med løgnen.

Eller sagt som en fornøjelig modsigelse: Løgn og sandhed både modsiger og bekræfter hinanden snart som fortrinlige fortræffeligheder og snart som dræbende dårligdomme, men de ophæver ikke hinanden og man må lære at leve med dem, hvis man vil være til.

Føste gang jeg blev bevidst om løgnen var på gymnasiet. Jeg gik i 2.g i nysproglig klasse og skulle have fransk i første time. Lærerinden, der var kendt for at foretrække nogle elever frem for andre og at nedgøre elever, hun ikke kunne lide, bad en elev om at læse det første stykke, vi havde for. Eleven svarede, at det ville han ikke. 

Man kunne både fornemme og se, at det ikke var et svar, der behagede lektoren. Efter et lille stykke tid sagde hun: Og med hvilken begrundelse? Hertil svarede eleven: Jeg havde ikke tid til at læse på lektien, da jeg kom hjem fra skole. Og hvorfor? spurgte hun. Fordi jeg ikke havde lyst. Jeg synes din undervisning er kedelig. Du gør det hele uinteressant. Jeg gad nok bare ikke læse på fransk-lektien i går.

Lærerinden var ikke sen til at svare: Det er godt, du siger tingene lige ud. Man skal være ærlig og naturligvis vil jeg ikke høre dig i dag, når du ikke har læst dine lektier. Derefter sagde hun ud i klassen: Man skal altid være ærlig! Og valgte derefter en af de driftsikre piger til at gennemgå lektien.

Jeg brugte tiden, da jeg kom hjem fra gymnasiet til at overveje dialogen mellem fransklæreren og min klassekammerat, hvis efternavn i øvrigt er latin og betyder “at være stærk”. Jeg besluttede mig for at følge op på dialogen og være lige så hudflettende ærlig som min ven, hvis jeg skulle høres i fransk dagen efter. – Og hvor dum kan man være, når man derefter beslutter sig for ikke at læse på lektien, for at kunne være ærlig, hvis man blev valgt til at gennemgå lektien.

Indrømmet: Mit forhold til lektoren var ikke af de bedste. Fransk var ikke mere mit bedste fag, for uanset hvor godt jeg havde forberedt mig, fandt hun mine fransksproglige svagheder, som hun derefter udstillede til både nedgørelse og latterliggørelse. – Hendes måder kan dog ikke sammenlignes med lektor Blommes selvsmagende overskud af intellektuelle raffinementer i Scherfig’s roman Det forsømte forår. Hun så ikke ud til at nyde øjeblikket.

Jeg havde aldrig lyst til at blive hørt ai lektien og så altid undvigende ned, når hun spejdede efter den næste, der skulle høres. For en gang skyld så jeg ikke ned, da lektor R. skulle have lektien gennemgået og hun valgte naturligvis mig som dagens første “offer”. 

Jeg meddelte hende, at jeg ikke havde læst på lektien og derfor ikke ønskede at blve hørt. Lektoren blev stik tosset og kaldt mig alt muligt uklædeligt og hendes vrede mod mig blev så ubehagelig, at jeg blev mundlam. Hun sluttede sin udskældning af mig med at sende mig på kontoret, hvor rektor gav mig en reprimande, for som han sagde: Det skal være alvorligt at komme på kontoret, selvom man blot har været ærlig.

Jeg besluttede mig for aldrig mere at lyve og kun at være ærlig – og min skolehistorie, der har mange flere nuancer end folk gider høre, har således fået afgørende betydning for mig. 

Jeg var dog allerede ved snuble i min intention om kun at være ærlig, da vi fik karakterbog 14 dage senere. Hun havde givet mig 03, hvor jeg hidtil havde fået 9. – Når jeg ser tilbage, synes jeg dog, at jeg har holdt ud med ærligheden, selvom jeg ofte har valgt at lade nåde gå for ret og tit har måttet indse, at sandheden er ilde hørt.

Og så er livet jo gået videre indtil nu, hvor jeg læser, at den, der søger magten og den, der holder fast ved magten, altid ofrer sandheden.