Når man mister perspektivet 

Et lille grumt eventyr: Der var en gang et ægtepar. De kravlede op i en sendemast. Jo højere de kom op, jo mindre blev de. På den anden side: Oppefra og ned blev vi jo også mindre for dem. Sådan er det med perspektiver.

De var begge klædt i en bodysuit med hætte af hensyn til vindmodstanden. Eneste forskel på dragterne var, at striben ned langs benene på kvindens dragt var rød og blå på mandens. De havde begge seler på som var hæftet til en overkommelig rygsæk. Den ene var rød, den anden var blå.

Mens de kravlede op, sagde de ikke noget. En gang imellem gjorde de tegn til hinanden med øjnene – ligesom et gammelt ægtepar, der ikke mere har behov for at sige noget til hinanden. Man kender jo hinandens svagheder og fejl – og øjeblikket var hverken til at fastholde selvforståelse eller dominans og da slet ikke til et skænderi – nej, øjeblikket var faktisk højtideligt.

Jeg var gået lidt til siden – langs skrænten med opvinde. Jeg havde fået lidt ondt i nakken af at stå og stirre lige op i luften, mens de blev mindre og forsvandt. 

Jeg stod og spekulerede på, hvordan de havde passeret de høje kasser med sendeudstyr til mobilnetværket, men forbi må de jo være kommet, for efter et stykke tid foldede der sig pludseligt et par farverige, nærmest selvlysende paragliding-skærme ud. Den ene af dem nåede dog ikke at brede sig helt ud og krøllede pludseligt sammen – og hvirvlede mod jorden.

Jeg kunne straks se, at det var manden på grund af de blå striber – og tænkte, at han ikke kunne gøre noget, selvom han havde gået til fitness.

Da jeg var den eneste, der var gået til siden langs skrænten, var jeg også den eneste, der så, hvordan han røg ind i skræntens klipper og blev slæbt af sted til bunden.

Og så er det eventyr om ægteparret jo ikke længere, men som en krølle på halen skal nævnes, at konen kom sig forbavsende hurtigt over hændelsen. Hun græd kun, når hun fortalte historien. 

Hun solgte mandens lejlighed – de havde bevaret hver sin lejlighed “i tilfælde af”, som de sagde – og fik derved råd til en ny bil. “Den gamle” mindede hende for meget om ham. Og det var en stor trøst, at være “ægte” single – ligesom alle de andre, der ikke havde behov for at bevare en lejlighed “i tilfælde af”.