Spankulerer

– La’ nu vær’ med at si’e, at det hedder spekulerer!

Hvem er jeg? Et underligt spørgsmål, for jeg er jo midt i det at være mig. 

Men sådan er vi jo. Vi stiller de mærkeligste spørgsmål. Ikke for at andre skal svare, men fordi der er et eller andet, som jeg selv vil have svar på.

Og mens jeg er mig, finder vi også på at stille spørgsmålet halvhøjt til os selv, mens andre hører det. Det kunne jo være, at der var en, der hører det som et personligt spørgsmål og giver et svar, som jeg kan bruge.

Spørgsmålet “hvem er jeg?” dukker også op, når man mindst venter det. Det har mange formuleringer, og vi lægger ofte en betoning ind i spørgsmålet – til egen fordel, naturligvis. 

Prøv f.eks. at sige højt: “Hvem tror du, jeg er?” Og forestil dig, at du svarer et stædigt barn, der siger: “Far, du skal snøre mine sko! Nu!” Eller prøv at høre ordene som svar på din kones bemærkning: “Nu er det din tur!”

Spørgsmålet dukker op, når man sidder i rundkreds med pædagogiske personer: “Og hvem er så Lauras far?”

Spørgsmålet kan hurtigt blive eksistentielt, når man sidder i kirken og lytter til en frygtelig kedelig prædiken. Eller når man rammes af forundring over en stand-up-komikers spørgsmål: “Har I det godt?” Et spørgsmål, som man hurtigt skal besvare med klapsalver, for at det ikke skal gentages og forventningen til humoristisk scenekunst ikke skal ramme et nulpunkt.

“Hvem er jeg?” Det er her, at det at spankulere kommer ind i billedet. 

Spankulere har at gøre med at sætte foden rigtigt, selvom man ikke kan se, hvor man træder. Det kræver både forsigtighed og det mod, der hænger sammen med, at man vil videre selvom man kan miste balancen.

Man kan dog ikke rigtigt spankulere, hvis man ikke har gået meget, har trænet sin gang. Men hvis man har det, så kommer gevinsten langsomt, men sikkert: Man begynder at kunne tænke sig om, mens man kommer videre. Man begynder så at sige at være sig selv, mens man er det.

Travle mennesker har i høj grad brug for dem, der spankulerer. Dem, der tænker for os, fordi vi ikke har tid og bare trasker af sted for at opnå noget eller løber for at blive sundere. 

I det gamle Grækenland gik man rundt i søjlehallerne, mens man tænkte og drøftede både tidens og de store spørgsmål. Tænk på Raphaels store freske/maleri i Vatikanet, Skolen i Athen fra 1511, hvor både Aristoteles og Platon og alle de andre filosoffer spankulerer.

Også i Danmark har vi folk, der kan spankulere. Mest berømt er nok vores verdensberømte filosof Søren Kierkegaard. Han gik næsten dagligt Ruten, som han kaldte sin nøje planlagte vej gennem det gamle København. 

På Ruten mødte han mange mennesker, og snart fik en, snart en anden mulighed for at drøfte tanker med Kierkegaard. Når Kierkegaard dyppede sig i “menneskebadet”, som han kaldte det, inspireredes mange af hans nye tanker. Søren Kierkegaard var god til at spankulere – så god, at man morede sig over ham.

Når man nærmer sig spørgsmålet “hvem er jeg?” bliver man nødt til at se på sagen udefra. Man er nødt til at finde sin egen vinkel. Det er dem, der ser på en udefra, der synes, man spankulerer. Selv går man jo bare – mens man tænker.

Når flamingoen spankulerer, tiltrækker den opmærksomhed. Den er overraskende anderledes. Herom en anden gang.

Her skal den blot huskes som huske-dyr til præstetanker.dk. Lidt ligesom den sorte skotte, der viser hen til supermarkedet Netto.


Skolen i Athen, Raphaels store vægmaleri i Vatikanet, 1511, med Platon og Aristoteles og alle de andre filosoffer, der spankulerer i søjlehallerne.