Sproget har nogle ord, hvis indhold aldrig kan defineres entydigt, fordi de får indhold og farve af det, de forholder sig til. Til disse ord hører ordet tro. Dets indhold er afhængigt af, hvad man tror på – ja, ordet tro får endda kun mening, hvis det, man tror på, har gjort sig troet – og samtidigt præges opfattelsen af troens indhold af det udtryk, man giver troen.

På denne baggrund er det vigtigt indledningsvis at slå fast, at tro er noget alle har. – Det er derfor fuldstændig ligegyldigt at beskæftige sig med, om man tror eller ej. Alle tror. Uden tro ville man være en fritsvævende størrelse, der ikke forholdt sig til noget som helst. At sige, at man ikke tror, er noget sludder. Tænk på, at det ikke kan give mening at sige, at man ikke tror, da man jo udtaler sig, fordi man tror, at det er vigtigt at sige, at man ikke tror. Når man taler, taler man til et øre, der skal høre – det kan være til andres ører eller til eget øre, ja, man kan også mene, at man taler til døve øren. Udtalelser har adresse. Man er ikke en fritsvævende størrelse – selv om man også tvivlende kan finde på at spørge, om der overhovedet er nogen, der vil høre på en. Tro er noget alle har – også de mindste små.

Børn tror, fordi de ikke er forudsætningsløse. Man kan sige, at deres ytringer vidner om en iboende tillid til, at der sørges for dem i al deres magtesløshed. Når et barn f.eks. som ganske spæd ”knirker”, giver lyd fra sig, gør opmærksom på sig selv og sine behov, er det en bøn om, at blive tolket ud fra disse. Barnet etablerer så at sige en samtale med den, der kan sørge for dets muligheder, og kalder på den, der i kærlighed tolker dets ytringer. Barnets tror på grund af dets forankring i kærligheden og ytrer sin tro i samme grad som det erfarer sig tolket af kærligheden. Troen er så at sige et svar på kærligheden, samtidigt med at kærligheden definerer troens indhold. Forudsætning og mulighed går i ét.

Med troens forankring og forudsætning i kærligheden kan man sige, at troen er en gave, der pakkes ud, kommer til udtryk gennem livsytringer, trosytringer om man vil. Men dette må ikke forlede en til at definere tro som præstation. Når det alligevel sker, hænger det sammen med, at man hæfter sig ved troens udtryk og ikke ved troen, og som følge heraf mener, at man kan kende troen på sit udtryk.

Selvom vi ikke kan slutte os til troen fra et udtryk, har vi imidlertid ikke anden mulighed, da vore forhold bekræftes ved udtryk, herunder trosforhold. Og når vi ved, at troen har sin forudsætning og forankring i kærligheden, bliver det udtryk, vi definerer som kærlighedens, naturligvis også det, der skal til, for at vi kan tale om tro. Men stadigt må vi ikke glemme, at tro ikke kan være præstation. Vi må ikke glemme, at tro er et svar på en kærlighed, som vi ikke er herre over og kan bestemme indholdet af. Hvis vi gør det, kommer vi nemlig til at bestemmer troen ud fra de kærlighedsytringer, der skal til, for at vi kan tro, og derved til at definere troen svarende til tolkningen af kærlighedsytringer, som fastslås som troens forudsætning. Troen får herved ganske bestemte kærlighedsudtryk og kan får karakter af en regel, som man skal leve op til. Og herved bliver troen som den præstation, den ikke kan være.

Dette forhold kan illustreres ud fra spørgsmålet: Tror du? – Du har lyst til at svare ”ja”, men må svare ”nej”, da du ikke ved, hvad spørgeren spørger om. Men straks du svarer ”nej”, giver du udtryk for noget, du ikke kan, da tro er noget alle har – alene ved at forholde dig til spørgsmålet for at give svar er du troende. Derfor må du trække dit ”nej” tilbage, samtidigt med, at du ikke kan sige ”ja”. – Der er derfor kun et svar og det er et ”ja, men”, hvor dette ”men” angiver, at din tro defineres ud fra det, du tror på, og at spørgsmålet ikke er nok forudsætning til at kunne svare. Man kan sige, at dette ”men” er et spørgsmål til afklaring af trosforudsætningen, en bøn om, at det, jeg forholder mig til i tro, gør sig troet.

Det er barnets lykkelige vilkår ikke at have disse overvejelser. Når det ”knirker” tolkes det i kærlighed og bekræftes i troen, selvom det ikke begriber troens indhold. Paulus formulerer i 1. Korinterbrev 13,11 vilkåret på denne måde: “Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. – men tilføjer så – Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige.” Denne tilføjelse henviser til det at ville tage ansvar for sin tilværelse, til at ville kunne forstå og formulere sig, selvom man ikke kan begribe det ubegribelige, som barnet lever ved. Den henviser til det at kunne være i troen, der bliver til tvivl, fordi man aldrig kan få endegyldigt svar på sine spørgsmål til den kærligheden, der er forudsætningen for troen.

Paulus kan i 1. Korinterbrev kap. 13 nok beskrive kærligheden, men kan ikke give svar på dets hvorfor. Alligevel kan har formulere trosudsagnet ”kærligheden hører aldrig op”, et udsagn der kun kan skyldes, at Guds kærlighed er blevet bekræftet for ham i Jesus Kristus, så hans tvivl kan få troens udtryk, når også han har skullet forklare sit ”ja, men”.

Et af de mest dramatiske og markante steder om voksenlivets tro og dermed også tvivl som er skildret i Nye Testamente findes i beretningen om Jesu helbredelse af drengen med den urene ånd (svarende til sygdommen epilepsi) fra Markusevangeliet kap. 9. Her slutter faderen til drengen sin bøn til Jesus med at sige: ”hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.” Hertil svarer Jesus: ”Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.” Fader råber så straks: ”Jeg tror, hjælp min vantro”. – Forholdet mellem tro og tvivl taler i replikskiftet for sig selv. – Efter helbredelsen spørger disciplene Jesus, hvordan det kunne være, at de ikke var i stand til at helbrede drengen, uddrive den urene ånd. Interessant er Jesu svar: ”Den slags kan kun uddrives ved bøn.” I sammenhæng med denne artikels overvejelser om tro kan man sige, at bønnen henviser os til den kærlighed, der gør troen mulig trods tvivl, den kærlighed der ved Gud magter alt til trods for at vi ikke kan begribe det.

Børn tror – godt at Jesus har lært os bønnen Fadervor.