Jeg opholder mig i et sommerhus ved Rørvig og vandrer af sted på grusvejene med to store hvide golden retrievers. De skal jo luftes uanset vejr – og det regner. Vejret skulle blive værre. 

Jeg har taget en let regntæt vindjakke på og min bøllehat, så brillerne ikke bliver våde.

Jeg trækkes zigzag afsted. Hundene snuser på begge sider af stien og letter ben igen og igen. Pludseligt standser den ene hund og glor på gammelt grantræ. Jeg spørger hunden: “Er der et egern?” 

Den svarer ikke, og jeg tager mig selv i at glo i samme retning. Uden varsel giver den sig til at gø. Da jeg ikke finder anledning til hundens bjæffen, siger jeg: “Der er ikke noget!” 

Så trækker jeg af sted med den, så også den anden hund kan komme videre. Regnen tager til og hundene begynder at trave i samme tempo som mig. 

Jeg falder til ro og kommer i tanke om, at jeg talte til hunden, stillede den et spørgsmål, som om den kunne forstå og svare. Mit svar på hundens bjæffen var en reaktion, men spørgsmålet, der gjorde hunden til samtalepartner, forundrer.

Jeg kan naturligvis kommentere min forundring med, at hunden er menneskets bedste ven og at jeg sammen med den anden hund skal se at komme videre. Men forundringen giver ikke desto mindre anledning til at erkende, at snakken sjældent har anden anledning end en selv. Den er så at sige kun vedkommende for en selv, ved sin underholdningsværdi. 

Hvis et snakkeri skal have betydning for andre, skal det indgå i en samtale.

Jeg forundres ofte over mennesker, der mener sig berettiget til at sige: Jeg tager lige en snak med vedkommende.